Her i sensommeren 2023 er det 15 år siden, jeg stiftede bekendtskab med Band of Heathens fra Austin i Texas. Her til start er det vigtigt at få slået fast, at navnet er total misvisende i forhold til bandets musikalske udtryk.  Vi er ikke i nærheden er noget, der kunne minde om genre som heavy metal eller death metal. Vi over i den meget brede og noget udefinerbar genre americana, en genre er det vel egentlig ikke, men et begreb for et mix af country, bluegrass, gospel, soul, funk og rock. Blandingsforholdet er - alt efter temperament - meget flydende.

Historien fortæller, at gruppen til den første offentlige optræden ville spille under navnet Band of Edens, hvad der, som en hørefejl, i de lokale aviser blev annonceret som Band of Heathens.

Det første møde i 2008 skete ved medredaktørens præsentation af bandets første studieudgivelse fra samme år. Udgivelsen bar blot bandets navn.  Indspilningen var dog bandets tredje. Indtil da havde det udgivet to liveindspilninger. Begge fra hjembyen Austin.

Band of Heathens blev dannet i foråret 2006 af de tre solister; Ed Jurdi, Gordy Quist og Colin Brooks. Siden efteråret 2005 havde de tre hver onsdag delt plakat og scene sammen på klubben Momo’s i Austin. De tre solister blev så begejstret for hinandens sange, at de besluttede sig for at danne en fast gruppen med Seth Whitney som bassist. I august 2007 blev John Chipman bandets faste trommeslager.

Colin Brooks forlod Band of Heathens i 2012. Siden har da har der været udskiftninger af trommeslager og bassister, men bandets gennemgåede hovedpersoner siden da har ubetinget været Ed Jurdi og Gordy Quist, selv om Trevor Nealon, der siden 2011 løbende har spillet i et Grateful Dead-kopiband, DeadEye, i Austin, har været med fast med på keyboard siden 2013. Band of Heathens kan være en svær størrelse rent musikalsk at få hold på. Er det en duo eller trio med skiftende rytmegruppe, eller taler vi om et band. At Gordy Quist og Ed Jurdi på bandets hjemmeside lader sig fotografere som duo, gør det ikke nemmere at få hold på det. Egentlig er det vel også lige meget som lytter, så længe Quist og Gordy kan skrive og fremføre gode sange inden for en bred vifte af genre med dybe rødder i en amerikansk musikkultur.

Siden 2008 har jeg løbende fuldt Band of Heathens gennem koncerter i Tyskland og i Danmark. Købt flere af deres udgivelser, fuldt bandet på dets hjemmeside og lyttet til nye udgivelser på Spotify.

Nyt fremragende studiealbum fra marts i år.
Efter nogle år med knap så markante udgivelser som tidligere er bandet
med det nye album: "Simple Things" fra marts i år igen tilbage igen med et stærkt album. Bandet er vendt tilbage til sine rødder i amerikansk rock og americana. Det virker som om, at coronanedlukningen og den dermed lange pause fra turnelivet, førte bandet tilbage til den amerikanske musiktradition, de er udsprunget af, eller har valgt at være en del af.

Vejen til en musikalsk fornyet udgave af bandet er blevet taget i flere skridt.

Udgivelsen af ep'en "Live Via Satelitte" i 2018 viste, at Band of Heathens var på vej mod et mere rockende og guitarbaseret udtryk. Udgivelsen indeholdt tre rockende versioner af sange fra det noget stillestående album: "Duende" (2017), samt en udgave af Neil Youngs: "Alabama" og "Ruby" skrevet af David Rawlings og Gillian Welch.

Endnu et skridt mod den aktuelle udgivelse blev taget sidste år med "livealbummet": "Remote Transmissions Vol. 1."  Albummet er et kopialbum i form af genindspilning af 10 sange, formentlig af bandets favoritsange, med skiftende gæstevokalister.

I mellem "Live Via Satellite"  og "Remote Transmission", ligger den i første omgang ikke alt for interessante udgivelse: "Stranger" fra 2020, hvor "Band of Heathens" i et par sange virker inspireret af The Beatles og af psykedelisk rock. "Stranger" vinder dog ved flere gennemlytninger. På bandets udgivelser er der altid et par numre, som kan være svære at genrebestemme og som kan siges at falde "uden for kategori"

Sangene på "Remote Transmission" er optaget under coronanedlukningen, hvor musikerne ikke kunne være i sammen rum, men, som det fremgår af titlen, har befundet sig på forskellige lokaliteter på afstand af hinanden. Valget af numre er efter min mening godt, passer godt til bandet, og det er kommet nogle fint rockende sange ud af.

Covernumrene ligger tæt op af originalindspilningerne, som er foretaget af bl.a.: Rolling Stones, Little Feat, Temptations, Bob Dylan og Tom Petty. Bandet ville gerne have givet dem sit eget præg, men da musikerne ikke kunne være i samme rum, blev denne intention, ifølge Gordy Quist, vanskelig at gennemføre.

Om den tætte forbindelse, der kan spores en tæt forbindelse mellem "Remote Transmission" og "Simle Things" udtaler Ed Jurdi:

“In some ways, the new album is a logical extension of Remote Transmissions, the livestream series that Band of Heathens started soon after the pandemic shut down the world in 2020. Unable to tour, the group convened every week for a year, playing covers of songs new and old, responding to a disorienting time by reconnecting with music they love.
These were all the songs we grew up on and learned how to play in garage bands,” says Jurdi. “It was good to get back in touch with that, as a survival mechanism and as a creative outlet.”

På bandets hjemmeside præsentes det ny album som "Good Ol´ Rock and Roll from Austin, Texas. En tydelig indikator på, at bandet har flyttet sig i en  anden retning end tidligere. Dog forsat med rødder i americana. I hvilken udstrækning bandet i dag at siges at være fra Austin kan diskuteres, da kun to af medlemmerne er bosat i byen.  De øvrige bor spredt over USA.

Udgivelsen af "Simple Things" har ført til en reetablering af  bandets hjemmeside. Opdatering må siges ikke at være faldet så heldigt ud. Stilmæssigt er det ud fra de nye fotos meget vanskeligt at gennemskue, hvad det er for signaler bandet udsender vedr. dets identitet. Ikke så meget americana eller traditionelt rock at finde her. Mere glamour-rock eller et forsøg på at være et boyband! Svært at gennemskue. Handler det om, at få et nyt publikum i tale?

Med "Simple Things" har Band of Heathens nu 14 lp-udgivelser bag sig. Af disse er fem live-albums. Dertil kommer ep'er, hvor af en er en live-udgivelse. Til cv'et kan der tilføjes flere singler og studieoptagelser, som alle er blevet lagt ud på nettet.

Med udgivelsen af "Simple Things" har Band of Heathens hele dette år været på turne i USA. Den omfattende turne, der bringer bandet rundt på kryds og tværs af USA, fortsætter i efteråret og ind i 2024.

Efter indspilningen af det ny album har Band of Heathens en ny rytmegruppe med på turneen, som ikke medvirkede ved indspilningen af "Simple Things"

Blev en succes - allerede inden det for alvor startede
Band of Heathens første udgivelse var en live-cd optaget over to onsdags aftener i foråret 2006 på spillestedet Momo’s i Austin. Udgivelsen blev lokalt en stor succes og gjorde, at mange strømmede til Momo’s for at høre denne fantastiske konstellation af tre sangere og sangskrivere. Rygterne om bandets livekoncerter og interessen for cd'en spredte sig rund i Texas og til radiostationer uden for staten. Inden længe stod bandet på scener andre steder end i Austin.

Inden udgivelsen af det første studiealbum i 2008,  blev det i året forinden, underligt nok, til endnu en liveudgivelse. Gruppens voksende popularitet betyd, at de nu rykkede videre til Austins legendariske spillested Antones. Her blev "Live At Antones" indspillet. De to første liveudgivelserne viste, hvor godt et liveband, der var tale om. Bandet har senere udsendt flere liveudgivelser. Her fremstår, efter min mening, "The Double Live Down in Denver Vol. 1 and Vol. 2", begge fra 2012, meget stærkt. Efter disse to udgivelserne forlod en af grundlæggerne Colin Brooks, samt bassist; Seth Whitney og trommeslager John Chipman bandet. Det kunne synes, som at starte forfra igen, i form af at skulle i gang med at give bandet en ny musikalsk profil. Hvad det også blev til.

Allerede inden bandets første studiealbum, men på baggrund af deres første liveindspilninger og følgende turneer, modtog gruppen i 2007 ved "Austin Music Awards" en lang række priser, som bl.a. for årets band, årets album, årets sang, derudover tilfaldt der medlemmerne flere individuelle priser.

Alle sejl sat for et gennembrud med første studieindspilning.
Studieudgivelsen i 2008 blev jeg temmelig begejstret for. På det tidspunkt var det længe siden, jeg havde hørt så godt et debutalbum. Det var fyldt med gode sange i med udgangspunkt i grundlæggende americana-udtryk. Flere af Band of Heathens udgivelser har løbende ligget højt på forskellige amerikanske americana-hitlister og hitlister fra diverse radiostationer. De tre første studieudgivelser endte blandt de tre første pladser på listen: The American Top Ten Albums.

Hvad var det så, der gjorde, at jeg blev så begejstret for Band of Heathens? Gode sange, tre gode vokalister og instrumentalister. En god blanding af rock, blues og folk, samt tre gode synkront spillende guitarister. Alle sejl blev sat med den stærke medvind bandet for at få et nationalt samt et international gennembrud med det kommende første studiealbum. Bandet voksende popularitet skulle udnyttes. Til at stå for den opgave hyrende bandet Ray Wylie Hubbard, kendt for sine out law-sange og egne udgivelser, producerede, sang og spillede slideguitar. Som gæster medvirkede bl.a. Patty Griffin og Gurf Morlix. Begge ligeledes anerkendte kunstnere inden for americana.

Colin Brooks udtalte om hans opfattelse af det første studiealbum:

“It sounds swampy. Our music has lots of swampy, filthy grooves. It is kind of like white people trying to play black music. The stiffness of those grooves renders a certain charm to them. Most of the time, lyrically, we have a commitment to some kind of story.”
(Riveting Riffs Mazazine)

Band of Heathens er ofte, hvad jeg synes er misvisende, blevet sammenlignet med The Band. Det har Colin Books følgende kommentar til:

"“We love those allusions to The Band. That is high praise in our books. We hope that we are not just regurgitating and that the music come out in a new kind of way. Our music is definitely rootsie, older sounding music. I think that we sound more like a band from the seventies, than we sound like a band from now. Hopefully we are putting a new spin on it, and adding a spark to it.”
(Riveting Riffs Magazine)

I modsætning til de to live-udgivelser, hvor de tre solister fik hver deres plads, er musikken på det første studiealbum mere homogen, og det fremstår tydeligt, at Ray Wylie Hubbard med sin produktion forsøgte at rykke bandet i egen retning. Af en eller flere grunde, som der kun kan gisnes om, strakte gruppens samarbejde med Hubbard sig kun til denne ene udgivelse. Noget kunne tyde på, at bandet ikke var interesseret i at låse sig fast i "out low-genren", og ville stå mere frit i deres sangvalg og musikalske udtryk.

I forbindelse med udgivelsen af studiealbummet oprettede bandet sig eget pladeselskab, BOH, og fik samlet et team af professionelle folk inden for musikindustrien, der nationalt kunne fremme distributionen og kendskabet til udgivelsen. Der blev satset stor på afspilning på radiostationer.

Det kan give anledning til en vis undrer, at halvdelen af sangene på det nye album også findes på liveudgivelsen fra året før fra Antones. Måske skulle der smedes, mens jernet var varmt, og tiden var derfor knap til at skrive nye sange!

På den følgende playliste kan høres sange fra tre af Band of Heathens første fire studiealbums. Udover  fra "Band of Heathens",  det tredje album: "Top Hat Crown & The Clapmaster's Son" og fra det fjerde: "Sunday Morning Record" . Det andet album: "One Foot In The Ether" er af uvisse årsager ikke at finde på nogen streamingtjeneste. Da bandet ejer rettighederne til eget bagkatalog, virker det særlig besynderligt. Det lidt svagere album; "Sunday Morning Record" fra 2013, kan med god vilje siges at afslutte, efter min vurdering, bandets bedste periode. Derfor er sange med på playlisten fra denne udgivelse.

"Æresgæster" ved koncert i Savoy Kino i Bordesholm.
Bekendtskabet og glæden ved at høre bandet blev udbygget i februar 2009 ved en koncert i Tyskland. Der var tale om Band of Heathens anden Europa-turne. Den første fandt sted i december 2008 i form af fire koncerter i Tyskland.

Fra den første korte turne i Tyskland udkom  i 2009 et livealbum fra Hannover-Iserhagen: "Live At The Rose Christimas Party 2008".  Det tredje livealbum fra bandet inden for tre år! Der var virkelig gang i udgivelserne. Ved koncerten medvirkede flere amerikanske gæstemusikere bl.a fra The Bottle Rockets, og der blev udover egne kompositioner spillet Gram Parson, Neil Young, Bob Dylan og Beatles.

Mini-turneen i 2008 blev en overvældende succes, og allerede i februar 2009 vendte Band of Heathens atter tilbage til Tyskland, som følge af den stor interesse. Yderlige to gange i 2009 rejste bandet på turne rundt om i Europa. Ikke kun Tyskland var rejsemål, men også Holland, Belgien og England blev besøgt.

Opdagede ved et kig på bandets hjemmeside, at de endnu engang skulle på Tysklands-turne i 2009. En køretur fra Nordvestjylland til Bordesholm 75 km syd for grænsen var overkommelig. Fik samlet nogle gode kolleger. Bestilte pladser i Kino Savoy og overnatning på Hotel Carstens. Det blev en på flere måder  medrivende koncert, som vi løbende mindes.

Da vi ankom til Savoy Kino, som er indrettet som en 50’er-biograf med borde og lamper foran sæderne, var vores borde pyntet med Dannebrogsflag. Fra scenen blev vi budt særligt velkommen af biografforeningens formand ved dennes introduktion til koncerten. Vi følte os som æresgæster, rejst langt væk hjemmefra for kunne overvære denne særlige begivenhed, hvad det også blev for os.

Sjældent har jeg på en gang oplevet så fremragende sange med tre gode vokalister og tre gode guitarister bakket op af en lige så fremragende rytmegruppe. En næsten 3 timers koncert vi alle levede os fuldstændig ind i. Repertoiret og sammenblandingen af flere genrer viste også, at bandet kunne deres amerikanske musikhistorie i form af sange af Gram Parsons, Neil Young, The Band, Bob Dylan. og The Beatles, som bandet på senere udgivelser, især "Strange" har ladet sig inspirere af.

På turneen medvirkede, som på udgivelsen, Seth Whitney på bas og John Chipman på trommer. En fantastisk rytmegruppe, som gav de tre guitarister og vokalister et godt sejt drive.

Band of Heathens skrev følgende om koncerten i Bordesholm. Det første spillested på turneen der startede i februar 2009 :

"The club turned out to be not a club at all, but a small theater with great acoustics and lots of plush velvety seating and romantic lighting. Very hip. It felt like a slice of 1950’s rock ‘n’ roll heaven.(.......).
After a relatively short introduction (of which we understood not a word) we took the stage to find out that the rows of nice velvety seats had turned into a very polite and enthusiastic sold-out crowd. It was great. All the seats and standing room were full. We were asked to do a two-hour show but we had so much fun we ended up playing for 3 hours and did a few encores".
(Band of Heathens hjemmeside)

Forventningerne var store, da vi i oktober 2009 igen sad i Bordesholm Kino med Dannebrogsflag foran os. Bandet havde nu udsendt sit andet studiealbum:” One Foot in The Eather”. Vi boede "sammen", som det blev til i vores fortælling, med gruppen på Carstens Hotel og fik den følgende dag en "snak" efter morgenmaden. Bandet udtrykte sin store tilfredshed med publikum i Tyskland og var især overrasket over, i modsætning til amerikanske forhold, hvor lyttende publikum var. Det amerikanske publikum snakkede i følge bandet meget under koncerter. Et forhold, der ganske rigtig kan høres på mange amerikanske liveudgivelser. Publikums lytten øgede også opmærksomheden på musikernes adfærd på scenen, og især tavsheden mellem numrene, hvor vi er forvente med nogle kommentarer fra musikerne. Gerne i form af introduktion af sangene. Et forhold Band of Heathens har haft det svær ved, de gange jeg har oplevet dem. De har ladet musikken tale.

På bandets Tysklandsturne i oktober 2009 gav det en tv-koncert. Bandet medvirkede i det legendariske Rockpalast, som bliver produceret af Westdeutscher Rundfunk (WDR) og som på lørdage fra 1977 til 1986 sendte marathonkoncerter, "Rock Nights",  fra Grugahalla i Essen ud til tv- og radiostationer i hele Europa. Optagelsen giver et fint indblik i, hvor fremragende bandet var - og fortsat er - på en scene. Rockpalats eksisterer fortsat i dag, men udelukende som et tysk program.

Udskiftninger i bandet og et delvis stilskifte.
Udgivelsen af det andet studiealbum: "One Foot In the Ether" i 2009 markerede et skift i gruppens spillestil. Ray Wylie Hubbard var ikke længere producer.  Den opgave varetog gruppen nu selv. Musikken forlod den lidt mere tunge out-law stil. Bandet holdt fast  dog fast i americana-genren, men i en sammensmlenting, der i denne omgang havde mere fokus på country, soul og gospel samt på Judi, Quist og Brooks kvaliteter som singer-songwriters og guitarister. Trods alt et rigtigt godt album, der ved første gennemlytning, synes at stritte i mange retninger, men hvor sangene langsomt har brændt sig fast. Vurderer det fuldt ud på højde med første studieudgivelse. Helheden ligger i de gode sanges mangfoldighed.

Hvorfor bandet ændrede udtryk er ikke klart, men måske gav den store satsning med det første studiealbum ikke det ventede gennembrud på de større scener i USA. Det gennembruddet er aldrig kommet, skønt bandet hvert år, med undtagelse af tiden med corona-restriktioner, flittigt har turneret flittigt rundt i alle afkroge af USA.

Bandet er ofte at finde på de mindre og alternative scener. I Europa blev det heller ikke til det store gennembrud, hvad jeg på bandets vegne havde håbet på. Tænkte dem, som et oplagt navn på danske festivaler. Måske har vi det lidt svært med musik, som stikker af i for mange retninger, og som vi ikke kan sættes en tydelig etikette på?

Den samme tendens som for "One Foot in The Ether" gjorde sig gælderen ved det tredje studieudspil: ”Top Hat Crown & The Clapmaster’s Son". Rent melodimæssigt er sidstnævnte ikke så stærkt som forgængeren. Til gengæld rummer udgivelsen et par meget interessant sange og nogle sange, der peger i en mere poppet retning, men hvor der spores tydelige elementer af sen 60'ernes britiske psykedeliske pop/rock.

Indrømmet, Band of Heathens kan være en svær størrelse af bestemme genremæssigt og derfor også et helt let af lytte til. Ingen tvivl om rødderne i americana, men på hver udgivelse er der altid et par sange, som falder uden for denne ellers meget brede betegnelse. Enten i for af rene rock, soul eller pop sange, men også gerne et nummer med et mere psykedelisk præg.

I en anmeldelse af "Stranger" stod om gruppen spillestil:

"....the Austin-and-beyond quintet stretched beyond its Americana roots on its sixth studio album. Country, folk and rock & roll remain an integral part of the mix, but the six-minute swirler "Black Cat” is an ambitious sonic breakout, with psychedelic jams that suggest Band of Heathens could break in to Austin’s Levitation-centered psych-rock scene if they wished. Even better is “How Do You Sleep?”, which lyrically is a classic country cheatin’ song but opens with majestic swells of strings that recall the dazzling pop of the Flaming Lips".
Austin American Statesment.

Efter det tredje studiealbum forlod en af grundlæggerne Colin Brooks bandet. Han ønskede ikke at turnere så meget, satsede på en solokarriere og ville koncentrere sig om sit nybyggede biodynamiske hus. Han var ikke den eneste, der stoppede. Det sammen gjorde trommeslager John Chipman og bassist Seth Whitney. Trevor Nealon, som medvirkede på orgel på 2. og 3. studiealbum og ligeledes inden disse ved flere liveoptagelser, kom fast med i gruppen. Nealon kom fra et Austin-baseret Grateful Dead kopiband, DeadEye. Siden har det været med ofte skiftende trommeslagere og bassister. Richard Milsap afløste John Chapman og var med på trommer fra 2012-2022.

Årsagerne til bruddet med tre medlemmer i 2012, kan skyldes den enorme omfattede og konstante turnevirksomhed i USA og Europa, der siden dannelsen i 2006 havde karakteriseret bandet. Samtidigt kom det måske også til at stå klart, at bandet udviklede sig hen imod både organisatorisk og kompositorisk, til at blive Quist og Jurdis projekt.

Om bruddet i 2012 udtalte Ed Jurdi:

“In this whole time, guys have gotten married, had babies. Parents have passed away and friends have come and gone. So it’s been life with lots of moving parts. I can’t speak for everyone, but I think everyone is where they want to be.
(....).
For different reasons, guys wanted to do different stuff. Being on the road for five, six years is a difficult life. Everyone didn’t want to be the same place with it. We still talk to one another and I think everybody’s very happy and in a good space. I’m happy about that.”
(The Austin Chronicle, 5.sept, 2012)

Inden bruddet nåede bandet at indspille to glimrende live-udgivelser: "The Double Down In Denver Vol. 1 og Vol. 2. i 2011. Disse gode optagelser, hvor bandet viser sig fulde potentiale som et liveband, kunne ikke være en bedre måde at markere en afslutning på. En nye periode kunne herfra gå i gang.

De kommende studieindspilninger med nye bandmedlemmer holdt ikke niveau fra tidligere, og bandet gik efter min vurdering ind i en mellemperiode, hvor det ikke var de samme gode sange som tidligere, der karakteriserede udgivelserne. Sangene blev kedelige, stillestående og udadvendte. Energi var forduftet, og bandet syntes at have svært med at finde sit musikalske udtryk.

Siden bandet i 2013 udgav deres 4. studiealbum: "Sunday Morning Record", som ikke er så godt, som de tre første album - men efter en nylig gennemlytning egentlig OK, begyndte jeg at mistede interessen for Band of Heathens. Synes, at de havde fået en kedelig og anonym lyd. Der var ikke længere sammen bid i deres sange som tidligere

Efter Colin Brooks forlod bandet, og Trevor Nealon kom med på organ, har musikken ændret sig, ikke fordi jeg tror udskiftningerne har haft den store betydning, og er gået mere i retning af singer/song writer-stil, men stadig med tydelige påvirkning af et mix af elementer af americana. Gordy Quist og Ed Jurdi er dog forskellige som sangere, hvad der også kan skabe lidt støj hos lytteren , og bandet bevæger sig rundt i mere stille og indadvendte sange, som kan medvirkede til, at de ikke rigtigtig brænder sig fast – udover et par enkle nummer. Bandet bliver dog fortsat først og fremmest ved med at være et fantastisk liveband, der formår gennem hjemmesiden, video, særlige indspilninger og løbende informationer at holde kontakten til sit publikum og også at udbygge det.

I 2017 begyndte Band of Heathens at indspille alle sine koncerter, hvor efter de blev langt ud på hjemmesiden og kunne købes her. Således blev det mulig at genhøre den koncert, man netop havde overværet. Mon ikke keyboard-spiller Trevor Nealon, som er inkarneret Grateful Dead fan, Deadhead,  havde en finger med i den ide.  På samme måde som Grateful Dead skabte sig et omfattende arkiv. Band of Heathens stoppede denne aktivtet i 2019.

Flere turneer i Danmark.
Band of Heathens har besøgt Danmark flere gang. Det er blevet til i alt fem mindre turneer i: 2011, 2012, 2014, 2017 og 2018. Ofte er det blevet til koncerter i Sønderjylland i forbindelse med Tysklands-turneer. Bandet har flere gange spillet på Godset i Kolding, Sønderborghus og Posten i Odense. Alle fem gange har bandet optrådt på Tobakken i Esbjerg, hvor "holdet" fra Bordesholm hørte dem i 2011 og 2012. En enkelt gang,  i 2014, har bandet spillet i København og ligeledes en enkelt gang i Aarhus i 2018, hvor jeg hørte dem på "Atlas".

Når jeg holdt pause fra 2012 til 2018 var det dels fordi jeg i den periode havde hørt bandet fire gange og dels, fordi jeg med de lidt kedelige udgivelser havde mistet lidt af interessen for Band of Heathens. Det blev til nogle opslag på hjemmesiden for at følge med i, hvad der skete. Kunne trods alt ikke slippe dem helt.

Det vil være en skam at sige, at de danske koncerter har været for fulde huse. På nogle af spillestederne har bandet, hvor det har været muligt, optrådt på de mindre scener.  Selv under disse forhold var der plads til flere.

Hvorfor de ikke er slået igennem i Danmark, er der ikke en entydig forklaring på, udover at det banalt må konstateres, at musikken ikke fænger et dansk publikum. Hertil er bandet måske for amerikansk, forstået på den måde, at de hører hjemme i en særlig amerikansk musikkultur, som lever på klubberne i USA, og som er en blanding af en mangfoldighed af stilarter. En blanding, som vi er ubekendt med i Danmark eller har det svært ved. Når det kommer til stykket, er Band of Heathens måske for lidt mainstream efter europæiske forhold.

Med den seneste udgivelse håber jeg, at Band of Heathens vil kigge forbi Danmark i løbet af næste år, og at det får det gennembrud her, som har ladet vente på sig.

Kæmpe turne i USA og på egne præmisser en succes historie.
Flere gange i løbet af dette indslag har jeg hævdet, at bandet ikke har fået det store gennembrud, hverken nationalt eller internationalt. Efter at have skrevet dette indslag, må jeg revidere mit synspunkt, hvad angår det manglende nationale gennembrud.

Før det første har bandet i gennem mange år været et etableret navn på den amerikanske americana-scene og på den alternative scene. I forbindelse med turneer optræder ofte på flere festivaler inden for disse udtryk. For det andet tyder det på, at de befinder sig godt med være tilstede her og på de mange mindre scener. Dette liv er blevet en del af bandets identitet.

Bandet har alle muligheder for at selv, uden musikindustriens indblanding, at bestemme over deres egen musik. De lever et uafhængig liv. Har eget pladeselskab, eget studie og rettigheder over egne sange.

Gordon Quist har følgende mening om at leve "uden for linjerne".

‘There's a survivor's spirit within this band that we've had from the first record, I see a lot of artists out there screaming, ‘Hey, we're outlaws, we're independent!’ and they're signed to a subsidiary of a major label and live completely within that model. Now we don't necessarily go around waving that outlaw flag in everybody's face, but I truly feel we've been the ultimate indie band for 17 years. We've always been living outside the lines, industry-wise, and that spirit helped us during this time when it was all taken away from us.”
(Sandy Beaches Cruise)

Ingen tvivl om, at Band of Heathens er et spændende band, der forsøger at holde fast i sine rødder, men også gerne går nye veje og indarbejde flere genre i sin musik. På grund af mangfoldigheden på og mellem udgivelserne, kan man sidde tilbage med en fornemmelse af stilforvirring. Nogle sange sidder der straks, andre kræver et par gennemlytninger og efterhånden tegner der sig et lydbillede af Band of Heathens identitet.  De har absolut været et spændende bekendtskab gennem 15 år.

Det vil være passende at afslutte med en liveoptagelse fra det store CBS-netværk.
Bandet spillede i programmet "Saturday Morning bl.a. "Heartless Year".